Den 18. februar 1564, Michelangelo Buonarroti died in Rome at age 88. His passing marked the end of an era in Renaissance art history. The brilliant mind that created the Det sixtinske kapel ceiling and carved the David spent his final hours in his modest home on Via Macel de’ Corvi, surrounded by unfinished work and few possessions.

Michelangelos død i Rom: Slutningen på en renæssancemester

Vintermorgenen den 18. februar begyndte som mange andre for den aldrende kunstner. Trods sit svigtende helbred havde Michelangelo arbejdet med mellemrum på sin sidste skulptur, Rondanini Pietà. Dette sidste kunstværk stod ufærdigt i hans atelier – en mor, der vugger sin søn, afklædt til sin essentielle følelsesmæssige kerne.

Antonio, hans trofaste assistent, der var vidne til Michelangelos død, beskrev senere, hvordan mesteren havde fået mere og mere besvær med vejrtrækningen. Historiske optegnelser tyder på, at Michelangelo led af nyresten og muligvis en langsomt udviklende feber i sine sidste dage – almindelige lidelser, der ramte mange ældre romere i det 16. århundrede.

Huset, hvor Michelangelo døde, afspejlede perfekt hans asketiske karakter. Selvom han havde samlet betydelig rigdom, levede han som en munk i enkle værelser. Ru pudsvægge, minimale møbler og spredte tegn på kunstnerisk geni fyldte rummene. Et bord fyldt med skitser, inklusive en ufærdig tegning af Kristus, afslørede det aktive sind, der arbejdede til det sidste.

Inde i Michelangelos værelse ved døden: Hans sidste ejendele

Michelangelo beholdt bemærkelsesværdigt få ejendele i sine sidste år: et krucifiks over sin seng, en træstol, der var slidt glat af brug, og hans vellæste bibel. Blandt hans skatte var et gulnet brev fra Vittoria Colonna, adelskvinden, hvis intellektuelle venskab havde haft en dyb indflydelse på hans spirituelle kunst.

As afternoon approached, Antonio attempted to rekindle the fire, but Michelangelo waved him away with what would become his final recorded words: “Let it be. The cold is honest.” This deathbed statement perfectly captured his lifelong pursuit of truth over comfort – a principle evident in both his art and personal choices.

Gennem hans vindue fortsatte kontrareformationens Rom sine daglige rytmer, uvidende om at en af dets største kunstneriske sønner var ved at forsvinde. Byen, der havde været hans hjem i en stor del af hans karriere, ville snart få kendskab til hans bortgang, men i det øjeblik var alt stille bortset fra tikken af et lille ur i gangen.

Hvordan døde Michelangelo? En fredelig bortgang i sit romerske hjem

Medicinske historikere mener, at Michelangelos dødsårsag sandsynligvis var en kombination af faktorer relateret til hans fremskredne alder. Omkring midt på eftermiddagen observerede Antonio de sidste øjeblikke – ét åndedrag, så intet. Ingen dramatiske sidste ord, ingen samlede skarer af beundrere. Manden, der havde transformeret vestlig kunst, døde med den samme stille værdighed, der havde præget hans liv.

Antonio blev stående ved sin seng og holdt mesteren i hånden. Rummet føltes svævende mellem tomhed og fylde – tomt for liv, men fyldt med den håndgribelige arv af kunstnerisk geni. Udenfor ringede Roms klokker timevis, uvidende om at de markerede det nøjagtige tidspunkt for Michelangelos død.

Michelangelos sidste ønske: Tilbage til Firenze

What happened next reveals the true wishes of the artist and the devotion of his family. Weeks before his death, Michelangelo had confided to both Antonio and his nephew Lionardo: “Bring me home. Not to Rome. To Florence.” These final wishes set in motion a secret plan that would involve his closest family.

Historiske dokumenter bekræfter, at Lionardo straks sendte en besked til Michelangelos fætter, Ludovico Buonarroti, som boede i Firenze. Ludovico, der havde forvaltet mange af familiens anliggender gennem årene, organiserede hurtigt operationen for at bringe Michelangelos lig tilbage til hans fødested.

Pope Pius IV and the Vatican authorities would have preferred to keep Michelangelo’s remains in Rome. As the chief architect of St. Peter’s Basilica and a treasured papal artist for decades, Rome considered him their own. But Ludovico was determined to honor his cousin’s final wishes, regardless of political consequences.

Den lange vej hjem: Michelangelos sidste rejse gennem Italien

Inden for to dage efter at have modtaget beskeden om Michelangelos død, ankom Ludovico til Rom med en lille gruppe betroede florentinere. I samarbejde med Antonio og Daniele da Volterra (en af Michelangelos kunstnervenner) udtænkte de en genial plan for at smugle liget ud af byen.

Court records later revealed their strategy: they dressed Michelangelo’s body simply and placed it inside a shipping crate marked as “art supplies” bound for Florence. The death certificate was temporarily concealed, and paperwork was prepared suggesting these were merely effects from the artist’s studio being returned to his estate.

Den 21. februar, før de romerske myndigheder kunne arrangere en officiel begravelse, smuttede Ludovico og hans lille gruppe gennem Roms Porta del Popolo med deres dyrebare last. De rejste om natten, når det var muligt, og tog den nordlige rute gennem Viterbo, Siena og endelig ind i Toscana.

Samtidige beretninger fra Vasari antyder, at rejsen ikke var uden udfordringer. Vinterregn havde gjort dele af vejen næsten ufremkommelig. På et værtshus nær Trasimenosøen skulle Ludovico angiveligt have været vågen hele natten og bevogtet kassen, bekymret for, at rygtet om deres mission kunne være lækket ud.

Antonio never left the master’s side during this journey, sometimes speaking softly to the crate: “We’re nearly there, maestro. Just beyond the olive groves now. Your Florence awaits.”

Firenze sørger over Michelangelo: Kunstnerens tilbagevenden til sit fødested

Om morgenen den 25. februar nærmede den lille procession sig Firenze. Det tidlige lys afslørede byens velkendte silhuet – den tårnhøje kuppel på katedralen, som Michelangelo havde beundret siden barndommen, og som havde påvirket hans design af Peterskirken i Rom.

They entered through the southern gate without fanfare. However, Giorgio Vasari – the artist and historian who would later write Michelangelo’s biography – had been secretly informed of their arrival. Historical documents show that Vasari quietly spread word to select members of the Florentine artistic community.

Da kassen blev transporteret til Santa Croce-basilikaen, skete der noget bemærkelsesværdigt. Selvom der ikke var blevet foretaget nogen offentlig meddelelse, begyndte florentinerne at komme ud af deres hjem og butikker. Stearinlys dukkede op i vinduerne. Gaderne blev stille, mens processionen passerede. Ifølge Vasaris øjenvidneberetning: "Det virkede som om, at selve stenene i Firenze genkendte, at deres herre var kommet hjem."

Michelangelos grav ved Santa Croce blandt legender

Begravelsen, der blev afholdt i Santa Croce den 14. marts 1564, var i starten beskeden og respekterede kunstnerens præference for enkelhed. Historiske optegnelser viser dog, at Ludovico og Accademia delle Arti del Disegno (grundlagt af Michelangelo selv) senere organiserede en mere omfattende mindehøjtidelighed i juli, komplet med en udstilling af hans tegninger og modeller.

Michelangelos gravplads i Santa Croce-basilikaen placerede ham nær Dantes tomme grav og Machiavellis hvilested – passende selskab for en mand, der havde revolutioneret både kunst og arkitektur. Byen, der først havde plejet hans talent, senere forvist ham under politiske omvæltninger og endelig generobret ham i døden, rejste en storslået grav designet af Vasari til ære for sin største kunstneriske søn.

Michelangelos død og renæssancens afslutning

Michelangelos død havde en dybtgående indvirkning på renæssanceverdenen. Kunstnere over hele Italien bar sort i sorg. Medici-hoffet indstillede festlighederne. Pave Pius IV beordrede, på trods af den hemmelige fjernelse af liget fra Rom, en mindehøjtidelighed. Historikere beretter, at da nyheden nåede Frankrig, bemærkede kong Karl IX: "Der kan aldrig komme en til."

Michelangelos død i en alder af 88 markerede afslutningen på højrenæssancen. Hans samtidige, herunder Tizian og Cellini, erkendte, at kunsten havde mistet sin største udøver. Materialerne fundet i hans romerske atelier – skitser, modeller og den ufærdige Pietà – afslørede et sind, der stadig var aktivt skabende indtil hans sidste dage.

Således sluttede den ekstraordinære livsrejse for historiens største renæssancekunstner – ikke med pomp og pragt, men med en stille og beslutsom tilbagevenden til byen, der havde formet hans sjæl. Takket være Ludovicos hengivenhed og Antonios omhyggelige planlægning blev Michelangelos sidste ønske opfyldt. Hans arv lever videre ikke kun i marmor og maling, men også i historien om hans hjemkomst – et vidnesbyrd om den vedvarende forbindelse mellem en kunstner og det sted, der først anerkendte hans geni.

I dag kan besøgende på Santa Croce hylde hans udførlige grav, men de, der forstår den sande historie, ved, at det, der betød mest for Michelangelo, ikke var storhed. I døden, ligesom i kunsten, værdsatte han autenticitet over alt – og hans sidste rejse hjem afslører manden bag mesterværkerne.